Står du overfor at skulle optage et lån? Så er du uden tvivl stødt på begrebet ”ÅOP”. Det samme gælder ”debitorrente”, som er den rente, du betaler til et pengeinstitut for at få lov til at låne penge.
ÅOP og debitorrenten hænger ufravigeligt sammen, men er alligevel langt fra det samme. Derfor er det helt essentielt, at du kigger på både rente og ÅOP, når du skal optage et lån. Kigger du kun på det ene af de to tal, er der stor risiko for, at du kommer til at optage et lån, der i virkeligheden ikke er særlig fordelagtigt.
I dette indlæg kigger vi nærmere på, hvad begrebet ÅOP dækker over. Vi kigger blandt andet på, hvordan ÅOP hænger sammen med debitorrenten og på, hvordan du beregner ÅOP på et lån.
Når vi her taler om lån, drejer det sig hovedsageligt om forbrugslån. Du kigger ligeledes på ÅOP ved realkreditlån, ÅOP på billån og på alle andre typer lån. Ligeledes taler man om ÅOP i forbindelse med investeringer, da man for eksempel beregner ÅOP på investeringsforeninger. For nu fokuserer vi imidlertid på forbrugslån, selvom mange af principperne og pointerne i forhold til ÅOP også er relevante i andre sammenhænge.
Hvad er ÅOP?
ÅOP står for Årlige Omkostninger i Procent. Det er altså et tal, der dækker over den procentvise årlige omkostning ved at optage et bestemt lån – set i forhold til lånets størrelse. Det vil sige, at blandt andet lånets løbetid og hovedstol er afgørende for, hvor høj ÅOP bliver.
Debitorrenten er indregnet i et låns ÅOP. Den er således også med til at afgøre, hvor høj ÅOP bliver. Debitorrenten er imidlertid langt fra den eneste faktor, der spiller ind, når ÅOP beregnes, og netop derfor er det – som vi var inde på i indledningen – vigtigt, at du ikke udelukkende kigger på renten, når du skal vælge det rigtige lån. Der kan nemlig sagtens være en lav rente på et lån, imens ÅOP fortsat er høj. Det skyldes, at der ved beregningen af ÅOP også tages højde for diverse gebyrer.
ÅOP beregnes ud fra:
- Debitorrenten på lånet
- Diverse gebyrer
- Lånets hovedstol
- Lånets løbetid.
ÅOP-eksempel
Her får du et eksempel på, hvordan ÅOP beregnes ud fra de forskellige faktorer. Nedenfor vil vi gennemgå de fire parametre i ÅOP én efter én og illustrere, hvordan de hver især har indvirkning på et låns ÅOP.
Hovedstol |
100.000 kroner |
Debitorrente |
4,5 % |
Oprettelsesgebyr |
5.000 kroner |
Løbetid |
5 år |
Månedlig ydelse |
1.958 kroner |
ÅOP |
6,72 % |
Den månedlige ydelse afhænger ganske enkelt af lånets størrelse, løbetid og rentesats. Af ÅOP-eksemplerne senere vil du kunne se, at nogle af faktorerne har større indvirkning på den månedlige ydelse end andre har. Dette er naturligvis også noget, du skal være opmærksom på, så du er sikker på, at du har råd til at betale dine månedlige afdrag.
Debitorrenten på lånet
Når et pengeinstitut låner dig penge, skal disse betales tilbage med renter. Renten beregnes i procent, og dette er nogle af de penge, du betaler pengeinstituttet for at få lov til at låne penge. Man kan sige, at renterne er dit ”tak for lån”.
Ofte er man som lånemodtager tilbøjelig til først og fremmest at kigge på netop debitorrenten for at afgøre, om et lån er godt eller ej. Det er imidlertid en farlig strategi, for selvom renten på et lån er lav, kan de samlede omkostninger sagtens være høje. Det skyldes, at der typisk kommer forskellige gebyrer oveni, hvilket vi kigger nærmere på om lidt.
Selvom et lån måske har en debitorrente på bare 1 %, kan dette altså godt på sigt være dyrere for dig end et lån med en rente på eksempelvis 5 %. Er der mange gebyrer på lånet, trækker disse nemlig de samlede omkostninger op. Derfor er det så vigtigt også at kigge på ÅOP, som dækker over både renter og gebyrer.
Nu kunne du måske fristes til at tænke, at ÅOP er det eneste, du skal kigge på, når du vælger lån. Selvom dette tal umiskendeligt er meget vigtigt, er det alligevel ikke helt så enkelt. Det skyldes, at ÅOP også hænger sammen med lånets løbetid. Er denne meget lang, bliver ÅOP lavere, selvom du måske betaler mange penge i renter for lånet. Selvom du ikke kan kigge på debitorrenten alene, er den altså fortsat vigtig at have for øje.
ÅOP-eksempel: Sådan påvirkes ÅOP af debitorrenten
Hovedstol |
100.000 kroner |
100.000 kroner |
Debitorrente |
4,5 % |
7 % |
Oprettelsesgebyr |
5.000 kroner |
5.000 kroner |
Løbetid |
5 år |
5 år |
Månedlig ydelse |
1.958 kroner |
2.079 kroner |
ÅOP |
6,72 % |
9,45 % |
Diverse gebyrer
Når du skal optage et lån, skal du regne med at skulle betale nogle gebyrer. Forskellige pengeinstitutter kalder disse gebyrer forskellige ting, og derfor kan det være en smule svært at finde hoved og hale i. Heldigvis er obligatoriske gebyrerne medregnet i ÅOP, og det er netop en af grundene til, at dette tal kan være så nyttigt at kigge på i jagten på det gode lån. Har et lån en lav rente, men meget høje oprettelsesgebyrer, vil du kunne se, at der er en uoverensstemmelse imellem rente og ÅOP. Når der er dét, bør en imaginær advarselslampe begynde at blinke for dig, og du bør kigge lånet nærmere efter i sømmene.
I ÅOP er der kun taget højde for obligatoriske gebyrer, du ikke kan komme uden om at betale. De kan – som nævnt – kaldes diverse forskellige ting, men grundlæggende er der tale om gebyrer, du betaler for at få lov til at oprette lånet. Altså kort og godt en form for oprettelsesgebyr.
Foruden oprettelsesgebyret kan der være en række andre gebyrer på et lån. Disse gør du også klogt i at have for øje, når du vælger lån. Du vil som regel skulle betale et gebyr, hvis du misligholder din låneaftale ved ikke at betale penge af på lånet som aftalt. Derudover kan du skulle betale et gebyr, hvis du for eksempel vil indfri lånet tidligere end forventet, eller hvis du på anden vis ønsker at ændre i lånet. Dette er værd at have for øje, når du optager et lån – særligt hvis du forventer, at der kan ske ændringer i din økonomi i løbet af afbetalingsperioden.
ÅOP-eksempel: Sådan påvirkes ÅOP af oprettelsesgebyret
Hovedstol |
100.000 kroner |
100.000 kroner |
Debitorrente |
4,5 % |
4,5 % |
Oprettelsesgebyr |
5.000 kroner |
10.000 kroner |
Løbetid |
5 år |
5 år |
Månedlig ydelse |
1.958 kroner |
2.051 kroner |
ÅOP |
6,72 % |
8,82 % |
Lånets hovedstol
Når et låns ÅOP beregnes, er det naturligt nok afgørende, hvor mange penge du ønsker at låne. Det hænger igen lidt sammen med de gebyrer, vi beskrev ovenfor. Har en låneudbyder et fast oprettelsesgebyr på eksempelvis 5.000 kroner, er det afgørende for den samlede ÅOP, om du skal låne 10.000 kroner eller 100.000 kroner.
Da man ikke kan komme uden om en form for oprettelsesgebyr, vil det billigste som regel være at optage ét større lån fremfor at risikere at skulle optage flere mindre lån. Er du ikke fuldkommen sikker på, hvor mange penge du har brug for, vil det altså typisk give bedst mening at være på den sikre side ved at låne lidt mere, end du måske reelt står og mangler. Samtidig skal du naturligvis ikke optage et lån, der er meget større end nødvendigt, og det er derfor hele tiden en balancegang.
ÅOP-eksempel: Sådan påvirkes ÅOP af lånets hovedstol
Hovedstol |
100.000 kroner |
300.000 kroner |
Debitorrente |
4,5 % |
4,5 % |
Oprettelsesgebyr |
5.000 kroner |
5.000 |
Løbetid |
5 år |
5 år |
Månedlig ydelse |
1.958 kroner |
5.686 kroner |
ÅOP |
6,72 % |
5,30 % |
Lånets løbetid
Løbetiden er den tid, du bruger på at betale dit lån tilbage. Er løbetiden på et lån meget lang, kan ÅOP blive lav trods et højt oprettelsesgebyr. En låneudbyder kan altså pynte på tallene ved at lade selv et mindre lån strække sig over flere måneder eller år end nødvendigt. Selvom ÅOP på en sådan type lån måske umiddelbart virker fornuftig, skal du huske på, at du vil være bundet til låneudbyderen i længere tid end nødvendigt, ligesom du kommer til at betale flere penge i renter på sigt.
Løbetiden på lånet bør fastsættes således, at du hurtigst muligt bliver gældfri, imens du fortsat har råd til at opretholde din sædvanlige levestandard.
ÅOP-eksempel: Sådan påvirkes ÅOP af lånets løbetid
Hovedstol |
100.000 kroner |
100.000 kroner |
Debitorrente |
4,5 % |
4,5 % |
Oprettelsesgebyr |
5.000 kroner |
5.000 kroner |
Løbetid |
5 år |
10 år |
Månedlig ydelse |
1.958 kroner |
1.088 kroner |
ÅOP |
6,72 % |
5,70 % |
Beregning af ÅOP – sådan gør du
Det er lovpligtigt at angive ÅOP på et lån. Når du gennemgår forskellige lånemuligheder eksempelvis på nettet, vil du altså altid kunne se lånets ÅOP, ligesom du kan se debitorrenten. Du kan derudover snildt finde en ÅOP-beregner på nettet, hvis du selv ønsker at tjekke ÅOP efter på et lån.
En ÅOP-beregning kan ligeledes klares ud fra en ÅOP-formel, som kan benyttes i for eksempel Excel. Denne lyder som følger:
ÅOP = (1 + rente (løbetid; ydelse; - hovedstol))12-1
Det nemmeste er naturligvis at gå ud fra den ÅOP låneudbyderen selv har angivet eller at benytte en automatisk ÅOP-beregner. Ønsker du at selv at udføre en udregning af ÅOP, kan det imidlertid også klares med ovenstående ÅOP-beregningsformel.
Hav altid både ÅOP, debitorrente og diverse gebyrer for øje
Man kan ikke komme uden om, at det koster penge at låne penge. Der er imidlertid stor forskel på, hvor meget det koster at optage et lån, og du vil som lånemodtager naturligvis gerne betale så lidt som muligt for at få lov til at realisere for eksempel dine rejse-, bil- eller boligdrømme. Derfor gælder det om at være opmærksom på både ÅOP, debitorrente og diverse gebyrer, når du skal vælge det helt rette lån.
Ud fra ÅOP kan du se, hvor meget du samlet set – på årsbasis – kommer til at betale for at optage et lån. Debitorrenten viser, hvor mange penge du giver låneudbyderen for at få lov til at låne pengene.
Foruden renterne kan du næppe slippe for at betale en form for oprettelsesgebyr, når du optager et lån. Der kan dog være stor forskel på, hvor stort dette gebyr er. Samtidig har nogle låneudbydere en lang række andre gebyrer på deres lån, og du kan således eksempelvis skulle betale ekstra, hvis du vil ændre i dine lånebetingelser undervejs.
Når du skal vælge det absolut bedste lån, er det vigtigt at have alle lånebetingelserne for øje. Det er ikke nok at finde et lån med en lav rente, for hvis du skal betale svimlende summer for at oprette lånet, bliver det alligevel dyrt. Samtidig må du heller ikke lade dig forblinde af for eksempel et lavt oprettelsesgebyr, for måske er renten høj. Du skal altså kigge på lidt af det hele, når du optager et lån. Selvom debitorrente og ÅOP hænger sammen, er de ikke udtryk for det samme, og det ene tal kan godt tyde på, at der er tale om et virkelig fordelagtigt lån, imens det andet tal viser det stik modsatte.
ÅOP’s betydning er altså stor, men dette tal kan ikke stå alene, ligesom debitorrenten ikke kan det.