Er du snart færdig med din ungdomsuddannelse og skal på jagt efter et fedt job til dit sabbatår? Efter en del år på skolebænken, ser de fleste frem til et sabbatår eller to uden lektier, skriftlige afleveringer og eksaminer. For mange byder sabbatåret på arbejde, så der kan betales husleje, spares penge op til det kommende studie eller måske en rejse til Asien. Men hvad kan man egentligt arbejde med i sit sabbatår, og hvordan finder man de forskellige jobs?
Når man er ny på arbejdsmarkedet og skal ud at finde sit første fuldtidsarbejde, kan det virke lidt uoverskueligt, hvordan man lige skal gribe det an. Her på siden kan du blive klogere på, hvor du kan finde et sabbatår job, hvad et ufaglært arbejde er og muligheden for at arbejde i udlandet.
Sabbatår arbejde i Danmark
Leder du efter et fuldtidsarbejde til dit sabbatår, skal du regne med at lægge 37 timer i ugen på arbejdspladsen. I Danmark har de fleste med et fuldtidsarbejde nemlig en arbejdsuge på 37 timer plus/minus et par timer afhængigt af, om du har betalt frokostpause. De stillinger, du vil kunne søge i dit sabbatår, vil typisk være såkaldt ufaglærte arbejde. Det vil sige et arbejde, som du kan varetage, uden at du har en uddannelse inden for faget. Du kan for eksempel arbejde som tjener på en restaurant, selvom du ikke er uddannet tjener.
Der er gode muligheder for at finde et godt sabbatår job i Danmark. I storbyer som København, Aarhus, Odense og Aalborg er der et sprudlende byliv med butikker og spisesteder, hvor der er rig mulighed for at få et ufaglært arbejde. I mindre byer kan udvalget af sabbatår jobs i højere grad være præget af det lokale erhvervsliv. Derudover vil der typisk også være mulighed for at finde arbejde på de lokale skoler og dagtilbud.
Planlægger du også at flytte hjemmefra i dit sabbatår? Så kan du få gode råd til, hvordan du forbereder dig på den nye selvstændighed her.
Sådan finder du det bedste arbejde for dig
Det er svært at sige, hvad det bedste sabbatår job er. Som så mange andre ting er det nemlig individuelt. Selvfølgelig er det vigtigt og afgørende med en ordenlig løn og gode arbejdsforhold. Men hvad der er det bedste job for dig, afhænger i høj grad af, hvem du er som person, og hvilken type arbejde, du trives med. Du kan derfor med fordel overveje følgende:
- Vil du gerne arbejde med mennesker?
- Sætter du pris på at arbejde selvstændigt, eller trives du med samarbejde?
- Leder du efter et arbejde i dagstimerne, eller fortrækker du aftenarbejde?
- Er du til hårdt fysisk arbejde, eller har du det bedst med stillesiddende arbejde?
- Vil du gerne have et fast arbejdsskema, eller nyder du et mere fleksibelt vagtskema?
Når du har overvejet overstående, er du forhåbentligt mere afklaret omkring, hvilken type arbejde du vil trives med. I det følgende kommer vi med inspiration til, hvilke sabbatår jobs du kan søge.
Seks forslag til gode sabbatår jobs
Her får du et bud på seks forskellige ufaglærte jobmuligheder til dit sabbatår:
Lærervikar
|
Pædagogmedhjælper
|
Piccolo/Piccoline
|
Tjener
|
Medarbejder i et supermarked
|
Rengøringsassistent
|
Det er efterhånden blevet meget populært at holde et eller flere sabbatår, inden man begiver sig videre ud i uddannelsessystemet. Mange ser nemlig frem til en tiltrængt pause fra bøgerne og eksamensræset, når de er færdige med deres ungdomsuddannelse. Det betyder også, at der er mange, der skal ud at have et arbejde.
Det kan derfor være en fordel for dig at starte jobsøgning allerede inden, du bliver student. Når først sommeren nærmer sig, og alle har fået hue på, kan der være kamp om de ledige og eftertragtede jobs. Har du brug for hjælp til, hvordan du skriver en god ansøgning og laver et fint CV? På jobindex.dk kan du få inspiration til din ansøgning og blive klogere på, hvordan en god ansøgning ser ud.
Hvordan kan du gribe jobsøgningen an?
Der er flere måder, hvorpå du kan gribe din jobsøgning an. Det er altid godt at holde øje med opslåede stillinger på jobportaler som Jobindex.dk og Ofir.dk. Her har du også mulighed for at målrette og filtrere din søgning. Du kan eksempelvis sørge for, at du kun bliver præsenteret for jobopslag inden for service, detail og restauration, hvis det er der, din interesse ligger.
Er der nogle bestemte virksomheder, som du godt kunne tænke dig at arbejde for, så er det også en rigtigt god idé at holde øje med deres profiler på de sociale medier. Flere og flere virksomheder bruger nemlig de sociale medier som platform for rekruttering.
Ofte er det også en rigtigt god idé at søge uopfordret. Hold dig endelig ikke tilbage for at sende din ansøgning og CV uopfordret til virksomheder, som du drømmer om at arbejde for. Det viser initiativ og handlekraft, at man henvender sig og tilbyder sin arbejdskraft.
Hvis du leder efter et arbejde i en butik, på en café eller lignende, kan det også være en fordel for dig at aflevere din ansøgning personligt. På den måde kan lederen af stedet få et indtryk af, hvem du er som person, og du har mulighed for at skille dig ud fra mængden af ansøgere.
Lider du af udelængsel? Så find et job i udlandet
Drømmer du om at opleve andre kulturer, få internationale venskaber eller bare skifte det danske vejr ud med varmere himmelstrøg? Så kan du også vælge at rejse til udlandet og arbejde i dit sabbatår. Det kræver selvfølgelig lidt mere planlægning, da du både vil skulle finde et arbejde og en bolig i et andet land.
Derudover skal du være opmærksom på, at lønnen mange steder i udlandet er lavere end herhjemme i Danmark. Så hvis din plan er at spare en masse penge op til et kommende studie, så når du nok hurtigere målet med sabbatår job i Danmark. Er det derimod muligheden for at stå på egne ben i et nyt land og lære et nyt sprog, der driver dig? Så kan det være en oplevelse for livet at kombinere dit sabbatår med arbejde i udlandet. Samtidig vil du fremadrettet kunne skrive på dit CV, at du har international erhvervserfaring og har gennemført arbejdsopgaver på et fremmedsprog.
Mulighederne for job i udlandet er mange, hvis bare du ikke er skræmt af lavpraktisk arbejde og lidt ekstra planlægning. Du kan arbejde både som guide i Sunny Beach, skiguide i Østrig, Au pair i New York, vindrueplukker i Frankrig eller finde et arbejde på en café i London. De fleste jobs i udlandet vil være inden for servicesektoren. Ønsker du at rejse langt væk til for eksempel Australien, Canada eller New Zealand at arbejde? Så kan du finde mere information og få hjælp til at planlægge din rejse hos Kilroy.
Du skal betale skat af din løn
Når du har fundet dit sabbatår job, og kontrakten er underskrevet, skal du huske at få styr på dine skatteforhold. Det er nemlig vigtigt, at du betaler den rette skat, så du undgår at få et skattesmæk af din hårdt optjente løn. I din forskudsopgørelse skal du oplyse din forventede årsindkomst så præcist som muligt. Derved sikrer du dig, at du betaler den skat, som du skal. Er du i tvivl om, hvad en forskudsopgørelse er? Så kan du læse mere om den her.
FAQ
Findes der sabbatår jobs i København?
Der findes mange sabbatår jobs i København. Byen vrimler med caféer, butikker og supermarkeder, hvor der er gode muligheder for at finde et arbejde.
Kan man få sabbatår job i udlandet?
Ja du kan godt finde et sabbatår job i udlandet. Men det kræver lidt ekstra planlægning, da du både skal finde et arbejde og en bolig. De fleste jobs i udlandet vil være inden for servicefag.
Hvor kan man finde det bedste sabbatår job?
Det bedste sabbatår job er et job, som passer til dig og den type arbejde, du trives med. Men det er altid vigtigt, at du får en ordentlig løn og har gode arbejdsforhold. Derudover har det for mange også stor betydning, at de har nogle gode kollegaer.
Hvor kan man finde fuldtidsjob til sabbatår?
Man kan finde et fuldtidsjob mange steder, for eksempel i supermarkeder, på caféer, i børnehaver, i butikker, på fastfoodrestauranter osv. Det handler i høj grad om at få søgt en masse stillinger – både de opslåede stillinger og med uopfordrede ansøgninger.
Hvad kan man lave i sit sabbatår?
De fleste vælger at bruge deres sabbatår på at arbejde, så de kan spare penge op til at flytte hjemmefra eller til et kommende studie. Derudover er der rigtigt mange, der vælger at tage på en længere rejse i deres sabbatår, så de kommer ud og oplever verden. Man kan også kombinere de to ting, så man rejser til udlandet og arbejder.