Et slotsbryllup med professionelt serveringspersonale, overnatning, livemusik og udsøgt mad til 250 mennesker kan hurtigt blive en dyr fornøjelse. Heldigvis er der også mange andre måder at holde bryllup på, og selvom I ikke ønsker at spendere hele og halve bondegårde på den store dag, kan I altså fortsat få et eventyrligt minde for livet.
Uanset hvordan man vender og drejer det, kan man naturligvis ikke komme uden om, at det koster noget at blive gift. Dog er der væsentlig forskel på, hvor meget det koster, hvilket naturligvis hænger uløseligt sammen med jeres ønsker til dagen – og ikke mindst jeres prioriteringer og præferencer.
I dette blogindlæg stiller vi skarpt på, hvordan man kan holde bryllup på budget. Vi kigger blandt andet på, hvilke poster der indgår i et bryllupsbudget, samt hvilke af disse der kan spares på. Derudover giver vi dig nogle gode råd til, hvordan du kan bringe de samlede udgifter til brylluppet ned.
God læselyst – og god bryllupsplanlægning!
Hvad koster det at blive gift?
Det er umuligt at komme med et endegyldigt svar på, hvad det koster at blive gift. Det dyreste bryllup nogensinde kostede efter sigende omkring en halv milliard kroner. Dropper I helt og holdent festen, møder op i tøj, I allerede har, og nøjes med billige ringe, behøver det imidlertid ikke at koste noget synderligt at blive gift.
”Hvad koster et bryllup?” er altså ikke et spørgsmål, der findes et entydigt svar på. Det afhænger i sidste ende af, hvordan I vælger at afholde jeres bryllup. Da det er jeres dag, er der ikke noget, der er hugget i sten, når det kommer til budget, og I kan derfor også selv afgøre, hvor meget eller hvor lidt I vil spendere på jeres bryllup.
TNS Gallup har af flere omgange undersøgt, hvor mange penge danskerne i gennemsnit bruger på bryllupper. Den seneste undersøgelse fra 2016 viser, at danskere, der bliver gift for første gang, i gennemsnit bruger godt 52.000 kroner på brylluppet. Mange bruger imidlertid også både væsentligt mere og væsentligt mindre, og i 2016 optog 4 % af de danske brudepar et lån for at afholde deres drømmebryllup.
Disse poster skal fremgå af et bryllupsbudget
Den førnævnte undersøgelse fra Gallup viser, at kun 52 % af de adspurgte par havde lagt et budget for deres bryllup. Er der uanede midler at gøre godt med, er et budget naturligvis knap så vigtigt. Eftersom de færreste af os har en uudtømmelig pengetank i baghaven, vil det imidlertid i langt de flestes tilfælde være en særdeles fornuftig idé at lægge et budget for brylluppet. På den måde risikerer I ikke pludselig at komme til at spendere alt, hvad I ejer og har, uden nærmest at bemærke det.
Det kan naturligvis variere en smule, hvilke poster der bør indgå i et bryllupsbudget. Nedenfor har vi dog listet en række af de mest almindelige poster. Dem gør I med stor sandsynlighed klogt i at sætte penge af til, hvis I vil lægge et realistisk bryllupsbudget.
Poster i bryllupsbudgettet
- Location
- Mad og drikke
- Bryllupskage
- Kok og serveringspersonale
- Leje/køb af service, borde og stole
- Pynt og dekorationer
- Borddækning
- Musik
- Tøj og sko
- Fotograf og evt. videograf
- Bryllupskørsel
- Frisør, make-up og deslige
- Blomster – herunder brudebuket
- Invitationer, bordkort, menukort og deslige
- Vielsesringe
- Morgengaver
- Gæstebog og evt. fotobog
- Bryllupsrejse
- Dansetimer
- Underholdning – fx leje af bar, photo booth eller DJ
- Evt. overnatning
Foruden disse mange forskellige poster til bryllupsbudgettet er det også fornuftigt at afsætte en post til ”andet”. Selvom I forsøger at tænke på det hele, når I laver jeres bryllupsbudget, vil der altid dukke udgifter op løbende, som I ikke havde forudset. Har I en ”andet”-post i budgettet, er der nogle penge at tage af, når disse uforudsete udgifter dukker op.
Lav budget til brylluppet i Excel eller en app
Rent lavpraktisk kan du gribe et bryllupsbudget an på flere forskellige måder. Generelt er et program som Excel rigtig godt, når det kommer til budgetter, og det gælder naturligvis også, når det er bryllupsbudgettet, der skal på plads. Når du laver dit bryllupsbudget i Excel, har du mulighed for at gøre brug af programmets mange smarte, automatiske funktioner. Det kan gøre det nemmere at bevare overblikket over alle udgifterne.
I dag findes der desuden et hav af forskellige mobilapplikationer til netop at lægge budgetter i, og sådanne kan du også drage nytte af, når du skal lægge bryllupsbudget.
Det vigtigste er naturligvis ikke, hvordan du vælger at udforme dit bryllupsbudget, og foretrækker du for eksempel den analoge fremgangsmåde med papir og pen, er dét selvfølgelig også en mulighed. Så længe du sørger for at lægge et realistisk bryllupsbudget, står det dig frit for at vælge lige nøjagtig den budgetfremgangsmåde, der passer dig bedst.
Bryllup på budget – disse poster kan du spare mange penge på
Der er blevet afholdt masser af fantastiske, men billige bryllupper igennem tiden. Det hele handler om at tænke smart og kreativt, så I finder frem til de billigste løsninger uden at gå på kompromis med jeres forventninger til dagen. Der er rigtig mange forskellige steder, man kan spare. Nedenfor kigger vi nærmere på et lille udpluk af de poster, der kan spares på i forbindelse med et bryllup på budget.
Location
Det ér bare dyrt at leje et slot eller en gammel herregård til at holde brylluppet på. Overvej derfor, om I kan afholde jeres bryllup i nogle mindre dyre lokaler, hvis I holder bryllup på budget. Har I plads til det, kan I også overveje muligheden med et telt i haven. Holder I et mindre bryllup og/eller har I et større hus, kan det også være, I ligefrem kan holde brylluppet i hjemmet.
Skal I leje lokaler af den ene eller anden art, er det en god idé at være ude i god tid. På den måde kan der være lidt penge at spare, og desuden er I på den måde sikret de lokaler, I allerhelst vil have. I forbindelse med leje af lokaler kan det også være værd at overveje, om I kan holde brylluppet hen over efteråret eller vinteren. Rigtig mange vælger at blive gift i løbet af forårs- og sommermånederne, og det kan være med til at presse priserne på blandt andet lokaler op, fordi der er mange par, der ”kæmper” om de samme locations.
Mad og drikke
Det bliver hurtigt dyrt at bespise et større selskab af festglade mennesker. Heldigvis ér det muligt at spare penge på også denne post, hvis I sørger for at tænke lidt kreativt. For eksempel kan det være, I kan stå for en del af maden selv – eventuelt med hjælp fra familie og venner. Ønsker I ikke selv at stå for maden, gælder det om at finde en billig leverandør. Husk at få lov til at smage en prøvemenu, inden I takker ja til mad til hele selskabet.
Vil I spare nogle penge på mad og drikke, giver det god mening at droppe serveringspersonalet og i stedet vælge høflig selvbetjening. Det fungerer glimrende og kan hurtigt spare jer for en del penge.
I forhold til drikkevarer kan det være en idé at køre til Tyskland for at handle stort ind. Det koster imidlertid lidt i transport, hvilket I selvfølgelig skal have for øje. Finder I gode tilbud på bobler, øl, vin og vand herhjemme, kan dette vise sig at være lige så billigt som at handle i grænsebutikkerne, så overvej også denne mulighed. Om det giver mening at køre over grænsen eller ej, hænger naturligvis også lidt sammen med, hvor i landet I har hjemme.
Tøj
Rigtig mange brudepar bruger mange tusinde kroner på tøj, sko, tilbehør og så videre til den store dag. Forsøger I at planlægge et billigt bryllup, er der imidlertid gode muligheder for at spare penge på denne post. Det kan I gøre ved for eksempel at leje jeres tøj frem for at købe det. Umiddelbart vil du måske gerne beholde dit bryllupsoutfit for evigt som et minde om den store dag. Realiteten er dog sandsynligvis, at du ikke kommer til at bruge tøjet igen, og at du nok heller ikke kommer til at finde det frem i tide og utide for at kigge på det. Derfor kan det måske give god mening alligevel at overveje at leje frem for at eje.
Vil du partout eje dit bryllupsoutfit, kan du overveje at købe second hand eller tage på udsalg for at spare nogle penge. Behøver for eksempel brudekjolen ikke at være fra den nyeste kollektion, kan det være muligt at få den til en god pris.
Når det kommer til sko, smykker, hårpynt og andet tilbehør, kan der naturligvis også være penge at spare ved netop at finde gode tilbud eller købe brugt.
Sørg for at trække på dit netværk, hvis du vil holde et billigt bryllup
Hvis du skal holde bryllup på budget, er det en enorm fordel at udnytte det netværk, du og din partner har. Af alle de mange mennesker, I kender, er der med stor sandsynlighed en stor del af dem, der kan være behjælpelige med forskellige dele af brylluppet til billige eller ingen penge.
Kender du en fotograf, en (amatør)konditor eller en make-up-artist? Så bed vedkommende om hjælp til at få den store dag til at blive helt perfekt. Alle i jeres netværk vil uden tvivl hellere end gerne hjælpe jer med at realisere jeres bryllupsdrømme, så vær ikke bange for at række ud.
Kender du en blomsterbinder, kan du sandsynligvis få fingrene i en billig brudebuket, en bager kan hjælpe med lækkert brød til middagen, og en frisør kan sikre, at frisuren er lige i skabet. Hvis du lige tænker efter, har du sikkert en masse mennesker i dit netværk, der kan hjælpe med at holde prisen på brylluppet nede.
Sørg for ikke at gå for meget på kompromis
Der er blevet afholdt massevis af fantastiske billige bryllupper igennem tiden, og jeres kan blive det næste. Der findes masser af gode idéer til et billigt bryllup, og for eksempel er et billigt bryllup i haven et hit. Tænker I kreativt, og sørger I for at gøre brug af jeres kontakter, kan I snildt holde et eventyrligt bryllup på budget.
Selvom I gerne vil spare penge, er det dog vigtigt, at I sørger for ikke at gå for meget på kompromis med jeres ønsker og præferencer. I får kun ét bryllup, og derfor skal det naturligvis også være lige akkurat, som I gerne vil have det. Sørg for eksempel for ikke at gå på kompromis med, hvilke mennesker I gerne vil have med til festen. Det bliver umiskendeligt dyrere, jo flere mennesker I inviterer, men hellere bruge lidt flere penge på festen end bagefter at fortryde, at du ikke fik dine folkeskolevenner eller din grandkusine med til brylluppet, fordi du ville spare penge.
Bryllupsplanlægning og -budgetlægning kan trække tænder ud, men i sidste ende er det det hele værd. Sørg derfor blot for at holde tungen lige i munden, når festen skal planlægges, og budgettet skal lægges. Uanset hvor mange penge I har at bruge på jeres bryllup, skal det nok blive helt perfekt.