I 2004 indførte politikerne beskæftigelsesfradraget for at øge danskernes incitament til at arbejde. Beskæftigelsesfradraget gælder for lønmodtagere og selvstændige og er et månedligt beløb, du ikke skal betale nogen skat af.
Som enlig forsørger er det muligt at få et ekstra beskæftigelsesfradrag, som er det, dette blogindlæg handler om. Men lad os først lige dykke nærmere ned i beskæftigelsesfradraget, og hvad det helt præcist går ud på.
Hvad er beskæftigelsesfradrag?
Som skrevet er beskæftigelsesfradraget et månedligt beløb for lønmodtagere og selvstændige (eller såkaldt erhvervsaktive), der skal gøre det mere attraktivt at arbejde. Teknisk set er fradraget et samlet beløb årligt, men det fordeles ud på 12 måneder, alt efter hvad du taster ind i din forskudsopgørelse. Du kan læse mere om forskudsopgørelse på Skattestyrelsens hjemmeside eller længere nede i dette blogindlæg.
Kan jeg få beskæftigelsesfradrag?
Hvis du er erhvervsaktiv, dvs. selvstændig med overskud fra virksomhed eller lønmodtager, kan du få beskæftigelsesfradrag. Er du pensionist, studerende, på overførselsindkomst eller på anden måde forsørget af det offentlige, kan du ikke få beskæftigelsesfradrag.
Hvor meget kan man få i beskæftigelsesfradrag?
Hvert år justeres beskæftigelsesfradraget. I både 2022 og 2023 er fradraget på 10,65 %, dog højst 45.600 kr. om året i 2023 og 43.500 kr. i 2022.
I 2023 kan man altså opnå et skattefrit fradrag på 3.800 kr. om måneden, hvis man da tjener mindst 428.169 kr. om året, som er grænsen for at opnå det størst mulige fradrag.
Hvor meget du kan få i fradrag, afhænger af din forventede løn og beregnes ud fra din løn før AM-bidrag, men efter at bidrag og præmier til privattegnede pensionsordninger er fratrukket.
Som enlig forsørger får du ekstra beskæftigelsesfradrag
Og så til det, det hele handler om: ekstra beskæftigelsesfradrag som enlig forsørger. Som enlig forsørger er det nemlig muligt at få et ekstra beskæftigelsesfradrag oven i det almindelige fradrag. I den forbindelse kan du læse om:
- Hvad ekstra beskæftigelsesfradrag er.
- Hvordan du får ekstra beskæftigelsesfradrag.
- Hvad størrelsen på det ekstra beskæftigelsesfradrag er.
Hvad er beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere?
Kort fortalt er ekstra beskæftigelsesfradrag et supplement til dit generelle fradrag i form af et ekstra beløb, du kan tjene om måneden og året, som du ikke skal betale skat af.
Hvordan får jeg ekstra beskæftigelsesfradrag?
For at få ekstra beskæftigelsesfradrag er der nogle kriterier, der skal være opfyldt:
- Du skal være enlig forsørger (det er man som hovedregel, når man ikke lever i et ægteskabslignende forhold).
- Du skal være i beskæftigelse, dvs. enten lønmodtager eller selvstændig.
- Du skal modtage AM-bidragspligtig løn.
- Du skal have ret til og modtage ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven.
Opfylder du de kriterier, er du berettiget til det ekstra fradrag. Du behøver ikke foretage dig noget for at få det, for Skattestyrelsen får automatisk besked, når og hvis du bliver enlig forsørger, og retter herefter automatisk din forskudsopgørelse.
Hvorfor kan man få ekstra fradrag som enlig forsørger?
Det ekstra beskæftigelsesfradrag er indført af flere grunde. Først og fremmest skal det give incitament til at arbejde, fordi gevinsten simpelthen er større. Derudover giver det ekstra beskæftigelsesfradrag luft i økonomien for enlige forsørgere, for hvem økonomien ofte er lidt stram. Og så er det forhøjede fradrag et politisk værktøj, som kan bruges til at kompensere for f.eks. stigende priser i samfundet.
Hvor meget kan jeg få i ekstra beskæftigelsesfradrag?
Som enlig forsørger kan du, oven i det generelle beskæftigelsesfradrag, få 6,25 % af din AM-bidragspligtige løn, dog højst 24.400 kr. i 2023. Du kan altså som enlig forsørger få et fradrag på 10,65 % plus de 6,25 %, altså 16,9 % i alt.
Økonomiske tilskud til enlige forsørgere
Som enlig forsørger kan det være hårdt at få økonomien til at hænge sammen. Heldigvis er der, ud over det ekstra beskæftigelsesfradrag, en del tilskud at hente, hvis du er enlig forsørger og godt kunne bruge en økonomisk håndsrækning. Du finder en oversigt med udpluk af de økonomiske tilskud her:
- børnetilskud til enlige forældre
- økonomisk friplads til dagtilbud
- tilskud til enlige under uddannelse
- ekstra kørselsfradrag
- boligstøtte.
Der er altså en del at hente i tilskud og økonomisk hjælp, hvis du er enlig forsørger. I de fleste tilfælde er det udgifter, som du kan få tilskud til, f.eks. husleje og daginstitution, men der er også tilskud i form af højere udbetalinger, f.eks. højere SU og højere børne- og ungeydelse.
Er du interesseret i at læse mere om de specifikke punkter, og hvilke muligheder og betingelser de hver især indeholder, kan du læse vores fulde blogindlæg om økonomiske rettigheder til enlige forsørgere her.
Legater kan give lidt ekstra på kistebunden
Der findes en række fonde, der fra tid til anden uddeler legater til forskellige formål. Det kan f.eks. være legater til forskning, udlandsophold for studerende, kunst, miljø og sociale formål. Indimellem uddeles der også legater til såkaldt værdigt trængende, herunder enlige eller udsatte familier i bestemte områder. Det kan også være, du går med en drøm om at begynde at studere igen, men har ikke flere SU-klip tilbage og derfor ikke råd.
Du kan søge på legater i bl.a. Legatbogen og se, om der er nogle legater, der kunne være relevante for dig og din situation.
Julehjælp til børnefamilier
De fleste glæder sig til jul, mens julen for andre er en påmindelse om alt det, de ikke har råd til eller mulighed for. For nogle familier er det næsten umuligt at finde råd til julegaver, og julemiddagen kan også føles som en uoverkommelig udfordring.
Kigger du ind i en jul, hvor der knap er råd til gaver til børnene, kan du søge julehjælp hos foreninger som f.eks. Mødrehjælpen og Frelsens Hær, der hvert år hjælper børnefamilier i svære økonomiske situationer, heriblandt enlige forsørgere.
Husk altid at tjekke dine fradrag på Skattestyrelsens hjemmeside
Selvom dine skatteoplysninger automatisk bliver indhentet, kan der sommetider opstå fejl i systemet. Derfor er det altid en god idé, at du selv tjekker op på dine fradrag på din forskudsopgørelse på Skattestyrelsens hjemmeside, så du er sikker på, at du får de fradrag, du er berettiget til – herunder det ekstra beskæftigelsesfradrag.
Der findes en lang række artikler online om fradrag, hvor du kan læse om forskellige typer fradrag, hvilke fradrag der ofte overses, samt hvilke fradrag de fleste har ret til. Vi har selv lavet en guide til skattefradrag her, som du kan læse, hvis du vil undersøge, om du måske betaler lidt for meget i skat.
Hvad er forskellen på min årsopgørelse og min forskudsopgørelse?
Både årsopgørelse og forskudsopgørelse er begreber, du hører ifm. skat.
Årsopgørelsen kan betragtes som sidste års regnskab med et overblik over dine indtægter, fradrag og skatteopgørelse. Fra marts til maj er det muligt at rette i årsopgørelsen fra sidste år, hvis du finder fejl. Det er også i denne periode, at du kan se, om du skal have penge tilbage, eller om du skylder penge i skat.
Forskudsopgørelsen er dit estimat af det kommende års økonomi. Her indtaster du din forventede løn, dine fradrag og andet, der har indflydelse på din skat. Sker der ændringer i din økonomi, f.eks. nyt job, lønforhøjelse, højere kørselsfradrag, salg af bolig eller andet, skal du rette din forskudsopgørelse, så din skatteprocent og dit beskæftigelsesfradrag tilpasses.
Både det generelle og ekstra beskæftigelsesfradrag indberettes automatisk til Skattestyrelsen, men husk alligevel at tjekke, at de er kommet med. Der indberettes om enlige forsørgere hvert kvartal.
FAQ – ofte stillede spørgsmål
Forskellen på beskæftigelsesfradrag og jobfradrag
Beskæftigelsesfradrag og jobfradrag forveksles ofte, men faktisk er det to forskellige ting. Som erhvervsaktiv har du dog ret til begge dele, og begge dele indberettes også automatisk til Skattestyrelsen.
Hvor stort er beskæftigelsesfradraget og jobfradraget?
Jobfradrag beregnes som 4,5 % af den samlede løn eller overskud af selvstændig virksomhed på over 208.700 kr. i 2023. Beløbet kan dog højst udgøre 2.700 kr. Beskæftigelsesfradraget er på 10,65 %, dog højst 45.600 kr. om året i 2023.
Hvor meget kan jeg få i ekstra beskæftigelsesfradrag som enlig forsørger?
Som enlig forsørger kan du få et ekstra beskæftigelsesfradrag oven i det generelle beskæftigelsesfradrag. Det ekstra fradrag udgør 6,25 % af din AM-bidragspligtige løn, dog højst 24.400 kr. i 2023.
Hvilke betingelser skal jeg opfylde for at få ekstra beskæftigelsesfradrag?
For at få ekstra beskæftigelsesfradrag som enlig skal du:
- være enlig forsørger til et eller flere børn
- være erhvervsaktiv (dvs. lønmodtager eller selvstændig med overskud i virksomheden)
- have ret til og modtage ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven.
Hvad gør jeg, hvis jeg bliver enlig?
Bliver du enlig, indberettes det automatisk til Skattestyrelsen ved næstkommende kvartal, så du skal ikke foretage dig noget. Sørg dog alligevel for at tjekke din forskudsopgørelse på styrelsens hjemmeside, så du er sikker på, at fradraget er kommet med.
Hvornår får jeg ekstra beskæftigelsesfradrag?
Hvis du lever op til de betingelser, der står nævnt i afsnittet ovenfor, får du dit ekstra beskæftigelsesfradrag. Oplysningerne hentes automatisk hos Udbetaling Danmark, når du har søgt om ekstra børnetilskud. Når ansøgningen er godkendt, kan Skattestyrelsen indhente oplysningerne, og fradraget indregnes automatisk i din forskudsopgørelse det næstkommende kvartal.