Overvejer du at kaste dig ud i et forældrekøb, men mangler du overblik over regler, faldgruber og praktikaliteter, inden du beslutter dig? I dette blogindlæg har vi samlet en masse nyttig information, som kan hjælpe dig videre i din beslutning. Har du brug for ekstra rådgivning, står vi selvfølgelig klar til at hjælpe dig. Kontakt os her, og hør nærmere.
Hvad er et forældrekøb?
Måske er du i tvivl om, hvordan et forældrekøb overhovedet fungerer? Kort fortalt er det, når du som forælder opkøber og finansierer et hjem til dit barn. Man kan sige, at du køber dig selv en ekstra bolig, som dit barn efterfølgende lejer af dig.
Købet er populært blandt familier, hvor barnet skal flytte hjemmefra, men har svært ved at finde et sted at bo. Ofte kommer løsningen på tale, hvis barnet skal i gang med at studere. Flere steder i landet er der kamp om både billige lejligheder, studieboliger og kollegiepladser. I disse tilfælde kan det give rigtig god mening at købe et hjem til dit barn.
Samtidig kan et forældrekøb i nogle tilfælde være en god investering. Når dit barn ikke længere skal bruge boligen, kan du nemlig være heldig at få en økonomisk gevinst, hvis prisen på boligen er steget i perioden fra købsdatoen. Du skal dog være opmærksom på de omkostninger, der følger med ved køb og salg af boliger. Samtidig skal din økonomi kunne bære et eventuelt prisfald, når og hvis boligen skal sælges videre. Af samme grund anbefaler vi ikke, at du foretager købet for dets investeringspotentiale.
De klare fordele
Når du hjælper dit barn med at finansiere en bolig, sikrer du samtidig, at dit barn har et godt og trygt sted at bo – og ofte til en billigere pris end tilsvarende lejeboliger. I populære uddannelsesbyer er priserne ofte høje og boligerne svære at få fat på.
Når huslejen er lavere, hjælper du også dit barn rent økonomisk, imens barnet studerer eller går i skole. I virkeligheden findes der mange gode fordele ved et forældrekøb:
- Køber du en stor lejlighed, hvor der er rigeligt med plads, kan du overveje at leje et værelse ud til en anden studerende.
- Stiger boligpriserne, kan dit køb ende med at være en rigtig god investering. Især beliggenheden har stor indflydelse på den eventuelle gevinst.
- Du betaler ikke ejendomsværdiskat, når du lejer din bolig ud. Det betyder, at den løbende udgift er lavere, end hvis dit barn fx selv skal købe en bolig.
Tal med dit barn, inden du køber
Det er en stor beslutning og økonomisk investering at foretage et forældrekøb, og derfor er det en rigtig god idé at tale med dit barn inden. Er han eller hun fx helt sikker på studieretningen, byen, beliggenheden og lign.? Hvis dit barn har planer om at flytte inden for den nærmeste fremtid, anbefaler vi, at du venter.
En anden ting, som er godt at snakke om inden købet, er aftaler vedrørende vedligehold. Hvordan skal lejligheden vedligeholdes og passes på i perioden, hvor dit barn bor i den? I de fleste tilfælde er det første gang, barnet skal til at bo alene, og derfor kan der være flere dagligdagsting og viden om rengøring, som barnet ikke kender til.
Ved at lave klare regler for vedligehold sikrer du, at lejligheden ikke misligholdes, hvilket i sidste ende kan have indflydelse på et fremtidigt salg.
Tænk også over, om den bolig, som du og dit barn har udset jer, er en langtidsholdbar løsning. Er der fx plads til, at en kæreste kan flytte ind? Kan en mindre søskende overtage lejligheden, når dit barn engang flytter ud?
Kend de vigtige regler
Der findes mange regler for forældrekøb – både inden for beskatning, udlejning og salg. Se afsnittet ”Forældrekøb og SKAT”, hvis du vil vide mere om nogle af de skattemæssige forhold.
Vil du hjælpe med at betale noget af huslejen, er det vigtigt, at du gør det som en pengegave og ikke ved at sætte huslejen ned. Huslejen skal nemlig matche markedslejen i det område, hvor du køber boligen. Husk dog, at dit barn kan risikere at betale gaveafgift, hvis pengegaven overstiger grænsen for afgiftsfri gaver.
Når du har lavet et forældrekøb, skal du overveje renterisikoen. Det er vigtigt, at du tænker over din renterisiko, når du skal finansiere et køb, hvor du inddrager din egen bolig. I denne sammenhæng er det en god idé at tale med en rådgiver.
Forældrekøb og SKAT
Der er nogle særlige skattemæssige forhold, som du skal være opmærksom på, inden du foretager købet.
For det første betragter SKAT dig som en selvstændig erhvervsdrivende, når du udlejer boligen til dit barn. Det betyder, at du altid skal oplyse overskud eller underskud ved udlejningen, fordi overskuddet skal beskattes.
Når du skal betale skat, skal det gøres ud fra det, som man kalder ”markedslejen”; altså prisen på huslejen, hvis du ikke lejede din bolig ud til dit barn – også hvis beløbet, som dit barn betaler i husleje, er lavere. Differencen mellem de to beløb betragtes af SKAT som en gave, og så er der nogle andre regler, der gælder.
Husk også at lave regnskab for købet med både lejeindtægter og udgifter. Der er en lang række udgifter, som du kan trække fra i dit regnskab, for eksempel udgifter i forhold til drift.
Du kan få et fuldt overblik over skattereglerne på SKATs hjemmeside.
Regnskab for forældrekøb
Det er vigtigt, at du fører regnskab, når du laver et forældrekøb. Det er dog svært at lave et eksempel på et regnskab, fordi der er flere forhold, der har stor indflydelse på tallene. Køber du fx med virksomhedsordning, har du nogle skattemæssige fordele, som vil kunne ses i regnskabet.
Som udgangspunkt er det en god idé at tale med en revisor om dit regnskab.
Salg af et forældrekøb
Skal dit barn ikke længere bo i din lejlighed, og overvejer du derfor at sælge boligen videre, er der nogle regler, som du skal kende til. Du skal fx være opmærksom på, at du skal beskattes af en eventuel fortjeneste ved salget, fordi du ikke selv har boet i boligen. I dette tilfælde beskattes det som en kapitalindkomst.
Det er en mulighed at sælge boligen videre til dit barn. Ønsker du det, må prisen på lejligheden ikke afvige med mere end 15 % fra den seneste offentlige vurdering.
Er der netop foretaget nye vurderinger, som antageligvis er højere, må prisen gerne afvige med helt op til 20 %. Hvis dit barn køber lejligheden og selv bor i den, vil dit barn kunne sælge lejligheden videre med en skattefri fortjeneste, såfremt boligen er steget yderligere i værdi.
Forældrekøb af andelsboliger
Overvejer du en andelsbolig som forældrekøb, er der nogle andre regler, der gælder. Generelt for andelsboliger er ejerforholdet anderledes, end hvis det er en ejerbolig.
Det betyder ofte, at du er nødt til at tale med bestyrelsen om, hvorvidt de godtager forældrekøb af andelen, som du køber ind i. I nogle tilfælde vil en bestyrelse nemlig kræve, at du selv bor i den andelslejlighed, som du køber, og derfor vil det ikke være muligt for dig at leje den ud til dit barn.
Omvendt forældrekøb
Det er også blevet populært at foretage et såkaldt ”omvendt forældrekøb”, som ganske enkelt betyder, at du køber en bolig, som du lejer ud til dine forældre.
Det kan fx være en god idé, hvis én af eller begge dine forældre ønsker at bo tættere på dig og eventuelle børnebørn. Det kan især give mening, hvis dine forældre gerne vil betale en mindre husleje end tilsvarende lejeboliger, eller hvis de ønsker at få frigivet noget friværdi i deres egen bolig.
Generelt kan man sige, at reglerne for et omvendt forældrekøb er de samme som ved et almindeligt.
Boligstøtte og forældrekøb
Hvis du køber en lejlighed, som du lejer ud til dit barn, kan dit barn som udgangspunkt godt søge boligstøtte. Dette skal dog ske i overensstemmelse med de generelle regler for boligstøtte.
Her kan du læse om boligstøtte og alt, du bør vide om tilskud til huslejen.
FAQ
Vi har samlet tre hurtige FAQ-svar til dig her, som forhåbentlig kan hjælpe dig godt videre i overvejelserne om et forældrekøb.
Hvor meget kan jeg låne?
Hvor meget du kan låne til dit forældrekøb, afhænger af din privatøkonomi og dit økonomiske råderum. Derfor er det en god idé at tale med din bankrådgiver.
Hvordan fungerer et forældrekøb?
Et forældrekøb fungerer, som når du vil købe en bolig til dig selv. Den helt store forskel er blot, at du lejer boligen ud til dit barn.
Findes der ulemper ved et forældrekøb?
Hvis du på et tidspunkt ønsker at sælge boligen, skal du betale skat af gevinsten. Prisen på ejerboliger stiger og falder, og derfor er der risiko for et salg med tab. Du skal føre regnskab over både indtægter og udgifter. Her giver det god mening at få en revisor til at hjælpe dig.