Vi kunne forestille os, at du har hørt om begrebet renters rente i forbindelse med optagelse af et lån eller i forbindelse med dækningen af økonomiske nyheder i medielandskabet. Og egentlig er det ikke det mest komplicerede begreb hverken at forstå eller forholde sig til, men vi vil i dette indlæg alligevel gerne være dig behjælpelig, så du kan blive introduceret til det ordentligt, og så du ved, hvad der faktisk menes, når renterne har rente.
Mekanikken bag er nemlig både spændende og helt grundlæggende, når det kommer til blandt andet investering og finansiel planlægning, herunder optagelse af lån.
Hvad er og hvordan fungerer renters rente?
Ethvert beløb, der er underlagt påvirkning af renter, vil løbende få tilskrevet et beløb, der stemmer overens med den til enhver tid gældende rente. Lad os tage udgangspunkt i, at du har et indestående på din bankkonto på 5.000 kr. På din konto er der en indlånsrente på to årlige procent. Det betyder, at der hvert år tilskrives dit oprindelige beløb en stigning på to procent, hvilket i dette eksempel udgør 100 kr.
Det var for det første år. Hvis du efter to år ikke har rørt ved din konto og stadig får to procent renteafkast, vil du både få renter for dine oprindelige 5.000 kr., men også for de tilskrevne 100 kr. Nu er renten i kroner og øre pludselig ikke kun på 100 kr., men på 104 kr. Sådan vil regnestykket fortsætte, og det er faktisk, hvad renters rente er; renter af den første rentetilskrivning.
Alle beløb, der står på en konto, er at betragte som en formue. Formuen kan både være positiv, som i eksemplet herover, men kan også være negativ. En negativ formue udspringer som regel af lån, der ligesom indestående penge også trækker renter. Lad os igen tage 5.000 kr. som eksempel.
Du låner 5.000 kr. i din bank og får en rente på fem procent om året. Hvis du ikke tilbagebetaler noget af dit lån, vil beløbet, du skylder efter et år, være 5.250 kr. Når det første år er gået, begynder de 250 kr., som udgør lånebeløbets oprindelige rente, også at trække renter. Det betyder, at du kan regne med fem procent af både 5.000 kr. og af 250 kr. Efter to år vil renternes rente betyde, at du skylder 5.000 (oprindelige lånebeløb) + 250 kr. x 2 (antal år) + 12,5 kr. (renters rente).
Matematikken bag
Du kan med en ganske simpel matematisk formel udregne, hvor meget renters rente kommer til at påvirke din formue i løbet af en periode. I formlen herunder er Kn formuens størrelse (også kaldet slutkapital eller fremtidig værdi) efter terminer. K0 er formuens udgangspunkt (også kaldet startkapital eller oprindelig værdi). r er rentesatsen per termin. n er antallet af terminer.
Kn = K0 x (1 + r)n
Lad os prøve at lave et eksempel, hvor vi sætter de 5.000 kr. ind fra tidligere for at se, om tallene passer.
Kn = 5.000 x (1 + 5)2
Først regner vi parentesen ud. Fem procent er i decimaltal 0,05. Det giver os et tal, der hedder 1,05, som vi ganger med K0 (5.000 kr.). Det giver os et resultat, der hedder 5.250 kr. for det første år, som er det beløb, der udgør grundlaget for at kunne regne med renters rente. Tager vi derfor det nye beløb og igen ganger det med rentesatsen, får vi 5.512,5 kr.
Det er igen vigtigt at pointere, at det endelige beløb tillagt renters rente forudsætter, at der ikke ændres på beløbet, for eksempel ved yderligere lån eller hurtigere tilbagebetaling.
Er du i tvivl om, hvad du skal betale for dit lån, bør du kigge på lånets ÅOP, som står for Årlige Omkostninger i Procent. Dette tal medregner nemlig ikke kun gebyrer og renter, men medtager også andre faktorer som for eksempel renters rente.
Det skal du være opmærksom på ved renters rente
Renters rente er altså et begreb, der tager højde for, at en formue også medtager de rentetilskrivninger, der er over en periode, men hvilke aspekter skal du ellers være opmærksom på? Lad os prøve at beskrive dem for dig herunder:
Fordele
- Pengene arbejder for dig: Har du indestående penge, skal du med en positiv rente faktisk ikke foretage dig noget. Renterne tilskrives din konto automatisk, og jo større beløb du har stående, desto flere penge tilskrives der hver termin. På et enkelt år vil det måske ikke være mærkbare penge, men i løbet af flere årtier er renters rente værd at tage med, når du tænker på dit liv senere hen.
- Investering i dig selv: Renters rente kan være en af de sikreste investeringer, når pengene blot får lov til at formere sig over tid. Det er ganske givet ikke den investering med det potentielt største afkast, men risikoen ved tab er forsvindende lille sammenlignet med for eksempel handel med aktier og værdipapirer. Har du derfor mulighed for at lægge penge til side, som blot står og trækker renter, kan du polstre din fremtid endnu bedre og se frem til en pensionstilværelse med lidt mere på kistebunden.
Ulemper
- Inflation: Renters rente påvirkes ikke af samfundsmæssige påvirkninger, da det blot er en matematisk formel, der ligger til grund for rentetilskrivningen og den eksponentielle øgning af formue. Skylder du penge i en periode med høj inflation, vil det, du skylder, naturligvis blive mindre værd, men det modsatte gælder også; inflationens niveau kan potentielt set overstige niveauet for renter og renters rente, hvilket kan gøre dit indestående mindre værd og ikke leve op til investeringens indsats.
- Investeringsrisiko: Selvom vi tidligere kaldte renters rente for en forsvindende lille risiko at løbe, er der bare altid risiko forbundet med at investere penge. Som vi så i punktet herover, kan renters rente blive overhalet af inflation, og så havde investeringen måske været givet bedre ud på eksempelvis aktier. Det er derfor en balancegang, du er nødt til at vurdere, så du får mest værdi for dine penge. Stiger du for eksempel i løn som følge af inflation, kan det måske betale sig at få afbetalt din gæld, mens denne formue er mindre værd i rede penge, men numerisk det samme.
- Tålmodighed er en dyd: I modsætning til aktier, hvor kursen kan stige til himlen eller ramme den dybeste kløft i løbet af kort tid, er renters rente en langsigtet strategi. Du skal derfor have godt med tålmodighed og minde dig selv om, at du med indestående penge investerer i din fremtid. I forbindelse med lån skal du blot være opmærksom på ÅOP og få afbetalt dine rater til tiden.
FAQ – ofte stillede spørgsmål
Hvad betyder renters rente over tid?
Når en formue bliver påvirket af renter, betyder det, at beløbet tilskrives en fast procent, som stiger eksponentielt over givne perioder. Har du indestående penge vil renten typisk blive tilskrevet din konto en gang om året, og selvom det måske ikke er mange penge på den korte bane, vil du på den lange bane kunne se, at rentetilskrivningen bliver større og større – også selvom du ikke sætter flere penge ind.
Er der nogen risikoer forbundet med renters rente?
Ja, det er der. Som med alle typer af investering er der også risici forbundet med at lade sine penge stå med tanke på at lade dem vokse af sig selv. Den største er i disse tider, at inflationen kan overhale værdien af renterne, så du ikke opnår større købekraft, selvom du ikke gør noget ved pengene. Derudover skal du være tålmodig med din investering, da afkastet først får en rigtig gennemslagskraft efter flere år.
I forbindelse med lån vil renters rente betyde, at dit lån bliver dyrere end forventet, hvis du ikke får afbetalt dine rater til tiden.
Er renters rente kun relevant for investeringer?
Nej, slet ikke. Renters rente kan have indflydelse på alle slags formuer, herunder også negative som blandt andet lån. Vær derfor opmærksom på, at dit lån bliver betalt af, så renterne ikke stikker af for dig. Der findes privatlån i nogle banker med løsninger, hvor man sidder afdragsfrit i en årrække, for eksempel større huslån. I den periode bliver der dog ofte stadig tillagt renter, så når lånet skal betales tilbage, vil beløbet være markant større, end det indledningsvist var.
Hvordan kan renters rente komme mig til gode?
Fordi det typisk er en langsigtet investering, vil renters rente kunne komme dig til gode senere i livet. Pengene står bare og passer sig selv og øger din formue hvert år. Har du derfor råderum til det, kan du med penge lagt til side, der eksponentielt genererer flere penge, måske kunne få lidt ro i sindet ift. fremtidens økonomi.
At der er renter på et lån, betyder selvfølgelig, at det hverken er gratis eller omkostningsfrit at bruge penge, du ikke har her og nu. Men at der er renter på, betyder også, at du overhovedet kan få lov til at låne penge og få adgang til nogle af de drømme, du måtte have.
Kan mine penge vokse endnu hurtigere end renters rente?
Ja, for indestående penge er der helt afgjort investeringsløsninger med større afkast. Hvis du investerer i aktier, inden de begynder at stige, er der potentielt mange penge at hente på ganske kort tid. Vær dog opmærksom på, at du også kan tabe dine investerede penge ved denne løsning. Den risiko er der sjældent ved renters rente.