Der findes mange forskellige toldregler, alt efter om du er privatperson eller virksomhed. Som privatperson skal du betale told, når du køber varer over en bestemt pris fra lande, der ikke er med i EU.
Er du i tvivl om, hvad told er, hvor meget du skal betale i told, når du køber varer fra udlandet, og i hvilke situationer du skal betale told? Her på siden vil vi forsøge at besvare disse spørgsmål, så du kan blive klogere på emnet.
Hvad er told?
Først og fremmest skal vi slå fast, hvad told egentlig er. Told er en afgift, som staten pålægger en importeret vare. Toldstyrelsen kontrollerer al post, breve og forsendelser, der kommer til/fra Danmark fra/til andre lande.
Der findes to forskellige former for told, der afhænger af, hvad varen er, og i hvilken mængde den kommer. Det er henholdsvis det, der hedder styktold, og det, der hedder værditold:
- Styktold er, når afgiften er tilknyttet til den enkelte vare med en fast pris.
- Værditold angiver til gengæld en procentdel af varens værdi.
Toldregler i EU
Du skal som privatperson kun bekymre dig om at betale told, når du køber varer uden for EU. Hvis du køber noget, der skal sendes inden for EU, skal du ikke betale told – kun forsendelsesudgifter og selve varens pris. EU har nemlig fjernet al told medlemslandene imellem. Det betyder, at EU er en toldunion, der har en fælles toldpolitik.
Hvorfor skal man betale told?
Grunden til, at du skal betale told, afhænger af forskellige faktorer. Det kan blandt andet være for at øge de offentlige indtægter i landet eller for at beskytte det danske marked. Det gør man ved at sætte fokus på danske varer og told på udenlandske varer.
Pålagt told kan også være for at påvirke udenrigshandelens sammensætning på samme måde, som man kan kontrollere det danske marked. Der er derfor mange grunde til, at du skal betale told på nogle produkter og ikke på andre. Det er også derfor, der er forskel på toldpriserne.
Hvornår skal man betale told?
Du tænker nok: Hvornår betaler man told? Det kan være en smule forvirrende, men der er flere huskeregler, du kan tage udgangspunkt i. Den vigtigste regel er, at du skal betale told, når den samlede pris på din(e) vare(r) er på mere end 1.150 kr. før fragt.
Det betyder altså, at du skal finde det samlede beløb, hvis du køber flere varer fra samme sted. Så er det denne pris, du skal tage udgangspunkt i. Du skal altså heller ikke beregne fragten med – det er udelukkende varens egen pris eller værdi, der gælder.
Eksempler på, hvornår du skal betale told:
Du skal betale told |
Hvis du har købt en iPad til 1.000 kr. samt et cover til den til 200 kr., som sendes samlet. |
|
Hvis du køber en iPad i en onlinebutik til 1.000 kr. og køber coveret ved en anden onlinebutik til 500 kr. – og pakkerne bliver sendt hver for sig. |
Du skal altid betale told |
Hvis du køber spiritus og tobak eller lignende. |
Punktafgifter, told og moms på bestemte varer
Du skal være opmærksom på, at du altid skal betale told på varer som spiritus, tobak og parfume. Her gælder altså ikke de samme regler som ved ovenstående.
Her kommer en udførligere liste over varer, hvor du skal betale told, uanset mængden:
- alkoholholdige drikkevarer, herunder spiritus, vin og øl
- bestemte typer af batterier
- slik i flere former, herunder chokolade, lakrids, bolsjer etc.
- mineralolieprodukter, fx benzin, dieselolie og fyringsolie
- elpærer, lysstofrør og neonrør
- kaffe og te
- tobaksvarer, herunder cigaretter, cigarer og røgtobak.
Hvor meget kan man købe for uden at betale told?
Du kan altså købe for op til 1.150 kr. uden fragt, inden du skal betale for tolden. Du skal dog være opmærksom på, at du stadig kan blive opkrævet moms på varer, der koster mindre end 1.150 kr. Du skal betale moms på varer, der overstiger 80 kr. Det gælder dog kun ved varer, der er købt i lande uden for EU.
Hvor meget skal man betale i told?
Hvad koster told egentlig fra vare til vare? Og hvor meget er dansk told? Der er ingen fast pris på, hvor meget man skal betale i told. Priserne afhænger af mange ting. Der bliver derfor ikke tilføjet en fast pris. Den kan være forskellig, alt efter hvor du køber varerne, og hvilken type vare der er tale om.
Hvis du gerne vil finde ud af, præcis hvad du skal betale i told på en vare, du køber i udlandet, kan du beregne din told på SKATs hjemmeside. Her kan du søge efter det produkt, du gerne vil importere uden for EU som privatperson. Du kan også søge under forskellige kategorier. Derefter skal du indtaste fragtprisen, så de kan beregne den told, du skal betale for produktet.
Hvordan virker told som virksomhed?
Som virksomhed er det vigtigt at kende til de forskellige toldregler. Hvis du kender til reglerne, kan du spare mange penge på tolden. Kender du den korrekte toldsats, kan du nemlig undgå at betale ekstra for en bestemt vare og betale dobbelttold. Dobbelttold forekommer, når du køber en vare, der eksporteres mellem to forskellige lande uden for EU.
Obs: Som virksomhed er der desuden en vigtig ting, du skal have styr på i forhold til told. For lovligt at kunne importere varer fra andre lande end EU skal du være importregistreret. Det kan du blive hos Erhvervsstyrelsen.
Hvornår kommer der told på varer fra USA?
Hvor meget told skal du betale fra USA, når du køber en vare? Det er som udgangspunkt det samme som ved andre lande uden for EU. Her gælder altså reglerne om, at du skal betale told, hvis du importerer varer fra USA til Danmark over et vist beløb.
Så hvordan undgår man told fra USA? Svaret er enkelt. Du køber varer for under 1.150 kr. tilsammen. Hvis du køber forskellige varer fra USA, kan du spare tolden ved at dele købene op, så de hver især koster mindre end 1.150 kr. Så skal du dog betale mere i fragt, så det er noget, du skal overveje.
Du skal være opmærksom på, at der i nogle tilfælde er det, der hedder straftold på 10-25 %. Det gælder specifikke varer fra USA. Det gælder dog typisk ikke som privatperson, men er vigtigt for dig, der har en virksomhed. Den findes, fordi der er en handelskrig mellem USA og Kina. Derfor gælder det samme, når du skal betale told fra Kina. Hvis du som virksomhed eksempelvis producerer dine varer i Kina og vil sende dem til USA, bliver du påkrævet denne ekstra straftold.
Varegrupper med straftold er blandt andet:
- tøj
- sko
- legetøj.
Told på varer fra USA afhænger altså først og fremmest af, om du er privatperson eller virksomhed.
Hvordan betaler man told af varer fra USA?
Ligesom ved varer fra andre lande uden for EU er det den person eller det firma, som modtager varen, der er forpligtet til at betale tolden. Du skal som modtager af varen altså betale afgiften, uanset om det er dig selv, der har sendt pakken afsted. Afsenderen kan dog også indvillige i at betale tolden, men så skal det være afgjort på forhånd.
Hvornår skal man betale told fra Kina?
Der gælder de samme regler for told med importvarer fra Kina som ved andre lande uden for EU. Så hvor meget må man købe for i Kina uden told? Det afhænger igen af, hvad du køber, og hvor meget det er værd. Hvis du vil undgå told på varer fra Kina, skal du ligesom ved varer fra USA købe for mindre end 1.150 kr. eller dele dine forsendelser op, så de bliver mindre værd end det.
Skal man betale told fra England?
Mange af os er vant til at kunne købe toldfrit fra England, men fra d. 1. januar 2021 trådte England ud af EU, og derfor skal du nu også være opmærksom på toldreglerne når du køber ting fra Storbritannien. Dvs. at du skal betale told på ordrer over 1.150 kr., men med én undtagelse. Hvis du kan dokumentere at varerne du køber stammer fra Storbritannien, skal du ikke betale told, selvom du køber for mere end 1.150 kr.
Hvordan fungerer PostNord – moms og told?
Uanset hvilken varelevering du vælger, skal du betale told og moms til Toldstyrelsen. Hvis du modtager varer, der er leveret med PostNord fra lande uden for EU, skal du bruge deres formular til at betale tolden. Når du har udfyldt formularen, modtager du en SMS med informationer om din betaling.
Forskel på moms, told og skat
Moms, told og skat er alle nogle, som du skal betale til, og som du kan blive opkrævet. Men de er tre vidt forskellige ting. Derfor må du endelig ikke forveksle dem med hinanden. Så hvornår skal man betale told og skat? Told skal kun betales ved importvarer fra lande uden for EU. Skat skal til gengæld betales af alle danskere, der tjener deres egne penge. Sidst, men ikke mindst er moms en ekstra afgift, der er på langt de fleste varer, og som er inkluderet deri.
Hvis du vil blive klogere på de forskellige begreber, kan du besøge SKATs hjemmeside.