At starte sin egen virksomhed er for mange mennesker et stort spring, som kan være forbundet med store risici. Det behøver dog ikke at være så svært og fyldt med så mange bekymringer, hvis man vælger at starte som enkeltmandsvirksomhed. I denne guide får du en masse gode tips til, hvordan du starter op som enkeltmandsvirksomhed. Vi viser dig også, hvordan du forbereder dig bedst muligt til dit nye eventyr, så du får de bedste forudsætninger for at skabe succes for din virksomhed.
Hvilke virksomhedsformer findes der?
Hvis man går med drømme om at starte sin egen virksomhed op, skal man altid tage stilling til et vigtigt spørgsmål, nemlig hvilken virksomhedsform man skal vælge. Overordnet set adskiller man virksomhedsformer i to hovedgrupper: personligt ejede virksomheder og selskaber.
I personligt ejede virksomheder hæfter ejeren/ejerne ubegrænset for virksomhedens gæld, og der er ikke nogen kapitalkrav. Personligt ejede virksomheder dækker bl.a. over disse virksomhedsformer:
- enkeltmandsvirksomheder
- interessentskaber
I selskaber hæfter ejerne derimod kun for den kapital, der er skudt ind i virksomheden, og kan ikke hæfte for virksomhedens gæld ud over dette. Samtidig gælder der kapitalkrav og krav om, at virksomhedens årsregnskab skal offentliggøres. De to mest populære former for selskaber er:
- anpartsselskaber (ApS)
- aktieselskaber (A/S).
Der findes andre virksomhedsformer såsom partnerskaber, fonde, holdingselskaber og personligt ejede mindre virksomheder. De fire virksomhedsformer ovenfor er dog de mest populære. Tabellen nedenfor sammenligner forskellige aspekter af disse virksomhedsformer.
Virksomhedsform |
Enkeltmandsvirksomhed |
Interessentskab |
Anpartsselskab |
Aktieselskab |
Antal ejere |
1 |
2 eller flere |
1 eller flere |
1 eller flere |
Kapitalkrav |
Ingen |
Ingen |
40.000 kr. |
400.000 kr. |
Hæftelse |
Personlig og ubegrænset |
Personlig, solidarisk og ubegrænset |
Begrænset; selskabet hæfter |
Begrænset; selskabet hæfter |
Beskatning |
Almindelig |
Almindelig |
Selskabsskat (22 %) |
Selskabsskat (22 %) |
Årsregnskab |
Få krav; skal ikke offentliggøres |
Få krav; skal ikke offentliggøres |
Mange krav; skal offentliggøres |
Mange krav; skal offentliggøres |
Hvad kendetegner en enkeltmandsvirksomhed?
Langt de fleste nystartede virksomheder starter som enkeltmandsvirksomheder, da dette er den enkleste og nemmeste virksomhedsform at etablere. Der, hvor enkeltmandsvirksomheder især adskiller sig fra andre virksomhedsformer, er ejerforholdet. En enkeltmandsvirksomhed kan nemlig kun have én ejer, som hæfter personligt for virksomheden, mens andre virksomhedsformer kan have flere ejere.
Når man opretter en enkeltmandsvirksomhed, anses virksomheden ikke som en separat juridisk enhed, men anses som værende identisk med dig som ejer. Derfor hæfter du personligt for virksomhedens gæld, og denne hæftelse er ubegrænset. Du hæfter altså med din personlige formue for den gæld, der stiftes i virksomhedens navn. Hvis virksomheden går konkurs, skal du altså betale kreditorernes gæld tilbage fra din egen personlige formue.
På den anden side stilles der ingen krav om, at du skal stille en vis startkapital til rådighed, når du starter din virksomhed. For selskaber vil der være et krav om, at der skydes en vis kapital ind i virksomheden, men i en enkeltmandsvirksomhed behøver du altså ikke at stille kapital til rådighed for at starte virksomheden op. Samtidig er der ikke de samme strenge krav til dine regnskaber, som heller ikke kræves at være offentligt tilgængelige.
Opret en enkeltmandsvirksomhed nemt og hurtigt
En af de store fordele ved at vælge en enkeltmandsvirksomhed som din ejerform er, at det er den nemmeste og hurtigste virksomhedsform at starte op. At oprette en enkeltmandsvirksomhed tager ikke mere end et par minutter, og det hele foregår online og er ganske gratis.
For at oprette din enkeltmandsvirksomhed skal du blot gå til Virk.dk, som er virksomhedernes digitale indgang til det offentlige og er drevet af Erhvervsstyrelsen. Via hjemmesiden kan du få hurtig adgang til selvbetjeningen, hvor du får hjælp til alle de trin, du skal igennem for at oprette din virksomhed. Her skal du blot logge ind med MitID, registrere din virksomhed og modtage et CVR-nummer.
Du får hjælp fra en virtuel assistent, som hjælper dig på vej gennem hele processen. Du skal dog bemærke, at der kan være behandlingstid for hvert trin, og at det derfor kan tage flere dage at gennemføre hele processen med oprettelse af din enkeltmandsvirksomhed.
Enkeltmandsvirksomhed og skat
Noget af det, der altid skal være styr på, når man opretter en virksomhed, er, hvilke skatteregler der gælder for erhvervsdrivende. I forhold til enkeltmandsvirksomheder og skat er der flere muligheder at vælge mellem, når der skal betales skat. Du kan nemlig vælge mellem disse:
- personskat
- virksomhedsordningen
Vælger du ikke aktivt en af disse former for beskatning, vil din virksomhed automatisk blive beskattet i henhold til personskatteordningen. Ved personskatteordningen betaler du skat af det overskud, du har opnået i virksomheden, på samme måde, som når du modtager løn fra dit arbejde. Ved personskatteordningen kan du trække et eventuelt underskud fra i din personlige indkomstskat og dermed betale mindre i skat.
Vælger du virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen, opdeles din private indkomst enten helt eller delvist fra virksomhedens underskud eller overskud. Ved virksomhedsordningen beskattes virksomhedens renteudgifter som personlig indkomst i stedet for kapitalindkomst. Samtidig kan du spare op i virksomheden, når der er overskud, og hæve det opsparede overskud i de år, hvor du har underskud. Du betaler 22 % i skat af det opsparede overskud, mens du betaler almindelig personskat, hvis du hæver det opsparede overskud.
Ved kapitalafkastordningen beregnes der et kapitalafkast, der beskattes som kapitalindkomst. Dermed kan du betale mindre i skat i forhold til at blive beskattet efter personskatteordningen. Både virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen giver altså mulighed for at betale mindre i skat, men kræver samtidig mere administration.
Sådan kommer du godt i gang med din virksomhed
At etablere sin egen virksomhed kan virke som en risikabel og uoverskuelig beslutning, men med den rette forberedelse kan man komme godt i gang med sit nye eventyr. Derfor får du nu nogle af vores bedste råd til, hvordan du kan forberede dig til at starte din virksomhed op og få en god start.
Først og fremmest bør du sørge for at skrive din idé ned på en konkret måde, så din virksomhed har et idégrundlag. Dette kan du teste på potentielle kunder for at få en fornemmelse af, om din idé kan generere salg og skabe succes for virksomheden. Det kan også være værd at undersøge, om det er nødvendigt at søge patent på din idé.
Når idégrundlaget på plads, bør du også have en plan for finansiering af virksomheden. Har du ikke selv penge til at finansiere alle dine planer, kan du undersøge mulighederne for at finansiere virksomheden. Du kan f.eks. finde penge til startkapital hos et pengeinstitut, fra investorer eller via crowdfunding.
Et domæne og firmanavn kan også være vigtige brikker at have styr på, inden du starter virksomheden op. Så kan du sikre dig at dit foretrukne firmanavn og domænenavn er tilgængeligt. Det er første skridt mod at få opmærksomhed og udbrede kendskabet til din virksomhed, men du bør også lave en større plan for markedsføring af virksomheden. Når der er styr på disse elementer, kan du komme godt i gang med din virksomhed.
FAQ – ofte stillede spørgsmål
Hvad er en enkeltmandsvirksomhed?
En enkeltmandsvirksomhed er en virksomhedsform, hvor der kun er én ejer. Denne ejer hæfter ubegrænset og personligt for virksomhedens gæld og anses juridisk set som værende identisk med virksomheden.
Hvordan opretter man en enkeltmandsvirksomhed?
At oprette en enkeltmandsvirksomhed er nemt, og du kan gøre det hele online. Du skal blot besøge Virk.dk, som er Erhvervsstyrelsens digitale indgang til det offentlige for virksomheder. Her skal du logge ind med MitID og modtage dit CVR-nummer. Det hele er meget nemt, og du får hjælp til alle trinene i processen.
Er der nogen fordele ved en enkeltmandsvirksomhed?
Der er helt bestemt fordele ved at vælge en enkeltmandsvirksomhed som sin virksomhedsform. Blandt fordelene ved virksomhedsformen kan vi fremhæve disse:
- Du behøver ingen startkapital.
- Der er ingen strenge krav til regnskab, og det er ikke lovpligtigt at offentliggøre det.
- Det er nemt og hurtigt både at oprette og lukke sin virksomhed.
Er der nogen ulemper forbundet med enkeltmandsvirksomheder?
Meget få medaljer har ikke to sider. Blandt ulemper ved virksomhedsformen kan vi nævne:
- Som ejer hæfter du personligt og ubegrænset.
- Der kan kun være én ejer, så du står alene med ansvaret.
- Beskattes du efter personskatteordningen, kan du blive ramt af topskat ved overskud.
Hvordan fungerer enkeltmandsvirksomheder og skat?
I enhver enkeltmandsvirksomhed skal der tages højde for skat, når man opretter sin virksomhed. Man kan vælge mellem tre forskellige beskatningsordninger, når man opretter en enkeltmandsvirksomhed:
- personskatteordningen
- virksomhedsordningen
Hvis du ikke selv vælger en skatteordning, vil du automatisk blive beskattet efter personskatteordningen, hvor du bliver beskattet af virksomhedens overskud eller underskud, præcis som når du modtager løn fra dit arbejde.
Hvad er den bedste virksomhedsform?
Der findes ikke en virksomhedsform, som altid er bedre end de andre. Den bedste virksomhedsform afhænger af din specifikke situation, og hvordan du ønsker, at din virksomhed skal ejes og drives. Du kan læse mere om de forskellige virksomhedsformer på virksomhedsguiden, som drives af Erhvervsstyrelsen.
Hvor mange ejere bør man være i en virksomhed?
Det optimale antal ejere i en virksomhed vil være afhængigt af din virksomhedstype, branche og dine egne ønsker og behov. Der er ikke ét bestemt antal ejere, der er mest optimalt på tværs af alle virksomheder.