Kreditkortgæld kan være en dyr fornøjelse at afbetale, og derfor foretrækker de fleste af os selvfølgelig også at komme af med den så hurtigt som muligt. Men hvordan kommer man bedst og hurtigst muligt af med sin kreditkortgæld, og hvad skal man være opmærksom på, når man lægger en plan?
Det koster penge at stifte gæld, og det kan for nogle virke uoverskueligt at skulle blive sin gæld kvit. Der er dog en række gode råd og tips til, hvordan man hurtigere og bedre kan komme af med sin gæld og i processen spare penge på rentebetalinger.
I dette blogindlæg får du vores fem bedste tips til at komme af med kreditkortgæld. Vi giver dig enkle og konkrete tips, som du med det samme kan bruge i praksis for at komme hurtigere på vej mod at blive gældfri. Læs med og bliv godt klædt på til at afdrage din kreditkortgæld på den bedst mulige måde.
1. Sæt flere penge af til afdrag af kreditkortgælden
Kreditkortgæld kan være en dyr form for gæld, hvor renten kan være på op mod 20 %. Derfor kan det blive en dyr fornøjelse at afdrage gælden over længere tid. Hvis du kan finde plads i budgettet til at afbetale mere af din gæld hver måned, vil du hurtigere betale gælden af og i længden spare penge på rentebetalinger.
Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort at sætte flere penge af til afdrag af kreditkortgælden, og i nogle tilfælde vil det måske slet ikke være muligt. Du skal selvfølgelig altid have plads i budgettet til husleje, faste omkostninger og almindeligt forbrug. Der kan dog også være områder, hvor det for mange vil være muligt at skære på udgifterne og bruge disse penge til at nedbetale sin kreditkortgæld i stedet. Det kan eksempelvis være på områder såsom:
- El- og varmeregningen – du kan muligvis nedbringe dit forbrug eller skifte el- eller varmeselskab.
- Abonnementer – har du TV-pakker, streamingtjenester eller andre abonnementer, som ikke er essentielle, kan du overveje at opsige dem.
- Restauranter og takeaway – bruger du mange penge på at spise ude eller bestille mad udefra, kan der være mange penge at spare ved at lave maden selv.
- Underholdning og begivenheder – måske kan du skifte biografturen ud med en gåtur i skoven eller andre aktiviteter, som ikke koster dig penge.
Hvis du f.eks. har gæld flere steder, kan du også overveje at nedsætte dine afdrag af billigere gæld. I stedet kan du bruge disse penge til at afdrage din kreditkortgæld, som ofte vil være en af de dyreste gældsformer. Når du prioriterer at afbetale den dyreste gæld først, vil du samlet set komme til at nedbringe dine rentebetalinger.
2. Sæt økonomiske mål, og lav et budget
Når du afdrager din kreditkortgæld, og når du generelt afdrager gæld, er det en god idé at sætte dig nogle økonomiske mål. Det kan eksempelvis være et mål for, hvornår du vil have afdraget hele din kreditkortgæld. Det kan også være et mål om at betale dine afdrag af til tiden hver måned, så du undgår at betale gebyrer og højere renter på grund af forsinkede betalinger.
For at sætte økonomiske mål er det vigtigt, at du først laver et budget, som kan give dig et overblik over din økonomi hver måned. Dit budget vil vise dig, hvor meget du kan forvente at have til rådighed hver måned, når du har betalt for alle faste udgifter og dit almindelige forbrug. Det kan også give dig et indblik i, hvilke poster der fylder mest i budgettet, og om du eventuelt har nogle områder, hvor der er plads til at spare penge. Disse besparelser kan du benytte til hurtigere at betale din kreditkortgæld af.
3. Saml dine lån
Hvis du har lån flere forskellige steder, kan de månedlige betalinger til renter og gebyrer løbe op i store beløb. Derfor er det værd at undersøge mulighederne for at samle flere af dine lån i ét samlet lån. Dette kan ofte give dig store besparelser på afbetalingen af din gæld.
Med et samlelån kan du ofte opnå store besparelser på rentebetalingerne hver måned. Renten vil nemlig ofte være væsentligt lavere end renten på et kreditkortlån. Set over hele afdragsperioden kan du derfor undgå mange betalinger af renter. Du kan derudover også spare penge på gebyrer for flere forskellige fakturaer, da du med et samlelån modtager én samlet faktura for dine rentebetalinger hver måned.
4. Undersøg mulighederne for at aftale en betalingsplan med banken
Hvis du har problemer med at betale renter og afdrag på din kreditkortgæld, kan du kontakte din bank eller udstederen af dit kreditkort. Her kan du spørge dem om muligheden for at lave en anden betalingsplan end din nuværende, hvor du har nemmere ved at følge med betalingerne hver måned.
Når du selv tager kontakt til banken, viser du initiativ og villighed til at betale din gæld af, og det anses ofte som et positivt tegn af banken. Når du viser, at du har et ønske om at betale hele din gæld, vil din bank ofte være mere åbne for at aftale en ny betalingsplan. Der er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at udstederen af dit kreditkort vil være villig til at lave en ny betalingsplan, men det er bestemt en mulighed, der er værd at undersøge.
Hvis dine muligheder for at afdrage hele kreditkortgælden ser håbløse ud, kan du måske også forhandle om et forlig. Hvis banken selv kan se, at du får mere end svært ved at betale hele din gæld af, vil de muligvis være villige til at nedsætte din gæld, så en del af din gæld afskrives helt. Det kan være svært at opnå et forlig, da der skal en ekstraordinær situation til, og det kan desuden skade din kreditværdighed. Overvej det derfor kun som en sidste mulighed, hvis din økonomiske situation ser helt håbløs ud.
5. Overvej flere indtægtsmuligheder
Hvis din økonomi er presset, og du har svært ved at afdrage på din kreditkortgæld, er det måske værd at overveje, om du kan øge dine indtægter. Der findes mange muligheder for at skabe en ekstra indtægt, som kan give dig ekstra plads i budgettet og mere råderum til at afvikle din kreditkortgæld.
Du kan f.eks. overveje muligheden for at finde et ekstra sidejob. Det kan være som avisuddeler, madudbringer eller noget helt andet, som giver en fleksibel måde at tjene en ekstra skilling på hver måned. I mange af disse sidejobs har du god mulighed for selv at vælge, hvornår du vil arbejde, og hvor meget du vil arbejde på en måned.
Du kan også overveje at oprette en konto på en onlineplatform for freelancere såsom Fiverr eller Upwork, hvor du kan komme i kontakt med virksomheder fra hele verden. Her kan du finde arbejde inden for tekstforfatning, marketing, videoredigering, transskribering og meget andet.
Endelig kan du også tjene ekstra penge hver måned ved at besvare undersøgelser og spørgeskemaer online eller arbejde som mystery shopper. Som mystery shopper bliver du betalt for at besøge butikker og restauranter og vurdere oplevelsen som kunde.
Generelt er mulighederne for at skabe sig en ekstra indkomst blevet flere og flere i de seneste år, så undersøg, om der er et sidejob, der passer til dine kvalifikationer og tidsplan.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor dyr er kreditkortgæld?
Kreditkortgæld er en af de dyreste former for gæld, da der kan løbe renter op til 20 % på din gæld. Der kan være store forskelle på renten mellem forskellige udstedere af kreditkort, så husk altid at læse vilkårene for dit kreditkort, inden du anskaffer dig et. Nogle udstedere af kreditkort tilbyder desuden en rentefri periode, hvor du ikke skal betale renter. Denne periode er typisk på mellem 30 og 60 dage.
Er det en god idé at betale kreditkortgæld ved at optage nye lån?
Det kan være fristende at optage nye lån, hvis du har svært ved at betale din kreditkortgæld af. Der tilbydes masser af forbrugslån og kviklån, hvor du får overført det lånte beløb ganske hurtigt. Du bør dog altid være meget varsom med at finansiere din kreditkortgæld ved at optage nye lån. Det kan hurtigt føre til en ond spiral, hvor man optager nye lån for at dække renterne til allerede eksisterende lån.
Er det bedst at have kreditkort eller debetkort?
Et debetkort kræver, at du har dækning på din konto for alle de betalinger, du gennemfører. Med et kreditkort kan du derimod bruge flere penge, end der er på kontoen, og derfor kan det give en følelse af større frihed. Faren ved at have et kreditkort er dog, at man hurtigt kan miste overblikket over, hvor mange penge man har brugt i løbet af en måned. Hvilken korttype der er bedst at vælge, kommer an på dine vaner og behov, men et kreditkort kræver disciplin og overblik, hvis du ikke vil opbygge en stor kreditkortgæld.
Hvor finder man det bedste kreditkort?
Når du skal vælge et kreditkort, er det altid en god idé at sammenligne forskellige udbydere. Der er stor forskel på omkostningerne ved kreditkortgæld hos forskellige selskaber og i sidste ende mange penge at spare ved at vælge en billigere løsning. Brug eventuelt en sammenligningstjeneste, hvis du vil se forskellige tilbud om kreditkort på samme sted.