Det kan virke overvældende at begynde på noget nyt, og det gælder også når det kommer til dine indkøbsvaner. Små skridt er et godt tilløb til at komme op i fart, og når du først kan se hvordan pengene hober sig op på din konto, bliver det endnu nemmere og mere spændende at spare. Det behøver nemlig ikke være kedeligt at skulle spare penge. Faktisk kan det blive en rar fornemmelse at gøre fremskridt. Vi er alle vanedyr, men små investeringer i ændret indkøbsadfærd kan give store afkast. Som regel er der penge at spare i supermarkederne og mere bæredygtige måder at spare penge på i dit lokalområde.
Det gælder for de fleste ting, at det er nemmere at gå i gang med noget nyt, hvis I er flere om det. Tag en kammerat eller et familiemedlem i hånden når du køber ind. Sammenlign hvor meget I hver især kan spare hver måned med vores råd. Læs mere om at få gode vaner, så du kan spare mere – og have det sjovt imens.
1. Få styr på dit køkken
Dagligvarer er en af de ting vi bruger flest penge på om måneden. Det kan gøre en stor forskel for din personlige økonomi, hvis du undersøger hvor meget du bruger på mad. Det er altid en god idé at lave indkøbslister, så du ikke køber for mange ting, du ikke skal bruge. Overvej hvad du har i forvejen, og se om du kan nøjes med at supplere, så du kan bruge det hele. Et eksempel kan være hvis du har æg der snart bliver dårlige, kan du købe det du mangler for at lave omelet. På den måde bruger du færre penge, imens du mindsker dit madspild. Når man laver mad, kan man nemt finde opskrifter, der kræver en masse specielt udstyr. Se om du kan undgå dem, så du ikke skal ud og investere penge i køkkenudstyr og gadgets, du nok ikke vil bruge så tit. Der findes tusindvis af retter, der kun kræver en gryde eller pande.
Der er også penge at hente, hvis du ikke står fast på at du f.eks. skal have en bestemt type kød eller salat til aften. Hvis der er billige datovarer, giver det god mening at bruge dem i stedet. De fleste supermarkeder har deres egne produktserier, der er billigere end de kendte brands, men uden mærkbar forskel i kvalitet.
Hvis du vil spare penge, skal du også gå langt udenom hurtigretter. Hjemmelavet mad er ikke kun billigere, men smager også bedre. Hvis du vil vide mere, kan du læse flere af vores tips til at spare på madbudgettet her på bloggen.
2. Se dig omkring
Undersøg hvad der er tilgængeligt på markedet, når du skal lave en større investering. Bilkøb er f.eks. en kæmpe udgift for de fleste husstande, så det er vigtigt at lave en god portion markeds-research. Brug internettet til at lede efter tilbud, når du skal købe. Der kan du også overveje hvilken type bil der passer dig bedst. Der er nemlig også penge at hente, ved ikke at købe større eller dyrere end hvad du har brug for. Hvis du kører mest rundt i byen og tager på små udflugter, er der f.eks. ikke brug for en firhjulstrækker – heller ikke selvom naboen har en. Der er mange rigtig gode ressourcer på nettet, men FDM er et særligt godt sted at klikke lidt rundt, hvis du vil vide hvad der sker på markedet lige nu.
Computere, telefoner osv. skal man også tænke lidt over. Undersøg hvad der er af muligheder før du går ud ad døren. Ligesom med bilen, skal du overveje dine behov samt hvad der er på markedet. Hvis du sjældent bruger telefonens kamera, er der ingen grund til at betale for den nyeste iPhone eller Samsung med flest kameraer. Det kan også være at du kun bruger kameraet, men ikke bruger krævende apps. Så er det en god idé at se efter et godt kamera, uden at lægge vægt på resten. Som regel kan man finde sidste års model til en lavere pris, eller måske en demomodel til stærkt nedsat pris. Det gælder også hvidevarer.
Hvis det hele skal sige meget kort: undersøg hvad der er på markedet og hvad du skal bruge før du køber. Når du har besluttet dig for hvad du skal have, er det en god idé at tjekke prisen på PriceRunner. Der kan du se hvem der har den bedste pris.
3. Køb lokalt og brugt
Find ud af hvad der er den mest populære platform for handel med brugte ting i dit lokalområde. Brugt tøj og sportsudstyr til børn er et af de steder, hvor du virkelig kan spare penge. Imens de vokser, kan man købe nye ting til dem flere gang om året, som de så også vokser ud af. Ofte er cykler og sportsudstyr til børn lige så dyrt som til voksne. Det gode er, at de som regel kan findes brugt til en god pris. Det samme gælder ting til spædbørn. De kan altid bruges af nogen, men bliver kun brugt en kort periode ad gangen. Bare fordi det er brugt før, betyder det ikke at det er slidt eller grimt. Ofte er der lækre (og billige) designermøbler til salg, som du måske ikke havde haft råd til fra ny.
Ligesom du kan få gavn af ting andre har ejet før, er det også smart at sælge dine ting igen. Det er en måde at tjene nogle nemme penge, men det er også godt for klimaet at lade produkterne blive brugt så længe de kan, i stedet for at lade dem støve på loftet.
Du kan læse mere om at spare penge i hverdagen i vores seneste blogindlæg: Skal du spare penge? 10 råd til at spare på dine månedlige udgifter.
4. Tænk på de ting du allerede har
Det kan lyde som et spøjst råd til at købe ind, men det kan ændre din adfærd at tænke over hvad du har derhjemme i forvejen. Vi har talt om at vide hvad man har i køkkenet, men det gælder faktisk også klædeskabet, badeværelset, skuret osv. Hvis du nemt kan huske hvad du har i forvejen, bliver der færre impulskøb og dobbeltgængere i køkkenet og klædeskabet. Du kan evt. lave en liste, hvor du f.eks. gennemgår køkkenet for krydderier, pasta, konserves osv., så du kan overskue hvad du skal bruge fra skabet, og hvad du skal have i butikken. Det samme kan du gøre for badeværelset og klædeskabet. Det lyder omfattende, men en note på din telefon med alt hvad du har i forvejen, kan gøre det meget nemmere at modstå lokkende emballage og tilbud.
5. Gør-det-selv
Det er ikke kun billigere at lave ting i stedet for at købe dem, men også blevet ret populært i løbet af de seneste par år. Du kan f.eks. strikke et halstørklæde som gave til en ven, i stedet for at købe et. Det er også en meget personlig gave, hvor modtageren vil sætte pris på din tid og betænksomhed. Hobbyer som at strikke, hækle, træarbejde osv. mindsker stress og kan åbne op for mange muligheder for at skabe ting. Hjemmebag er også en flere generationer gammel tradition som housewarming-gave. Der er ingen grænser for hvilke ting du kan lave selv, og det lægger en større betydning bag dem, end hvis de var købt.
Internettet og biblioteket er fremragende steder til at lære nye ting og få gode idéer. Prøv dig frem og se hvad du kan drive det til. Måske du har et skjult talent? Shopping og indkøb kan stadig være sjovt, selvom hovedobjektivet er at spare penge. Vær kreativ og opdag endnu flere måder at spare penge på. Sørg for at notere hvor meget du bruger hver måned, og sæt mål for dig selv. Hvor meget kan du spare på et år?
Hvis du vil have flere gode råd til at spare penge, kan du klikke lidt rundt i vores blogindlæg.